Kirstine Andersen

Hvordan kan jeg finde min egen stemme – min egen grundtone?
Og hvor finder jeg den henne?
Det er én af de ting, jeg kredser om i min nye bog.

Sålænge jeg kan huske, har jeg haft det som om, der er en magnet,
der trækker mig hen imod en ganske bestemt måde at gå til tingene på.
Det er de  samme spørgsmål, jeg kredser om at forstå og give udtryk.

Det er noget med at lede efter det særlige og ejendommelige ved tingene?
Hvad er historien? Hvad ligger bagved?  Hvad er tingenes væsen?
Uanset om jeg har skrevet speciale, arbejdet med ny teknologi, lederudvikling eller medarbejderes drivkraft.

Hvad er nerven og sjælen i de her medarbejderes drivkraft? Hvad er DIN måde at være leder på,
fremfor de generaliserede sandheder om, hvordan den rigtige leder skal være?

Denne tilgang har ofte været i karambolage med den akademiske tilgang,
som jeg er skolet i fra min uddannelse og de organisationer, jeg har arbejdet i.
Hvor tingene undersøges som objekter, og væsensforskelle nivelleres bort i generaliseringer.
Hvor har jeg lavet mange krumspring for at passe min tænkning og erfaringer ind i de kategorier.

Kierkegaard kom ind i billedet, fordi han sætter ord på,  hvordan det enkelte menneske
kan holde fast i sit særpræg og sin historie for ikke at miste sig selv
især i forhold til fællesskabets og samfundets normer og forventninger.

’Det gælder om at finde en sandhed, som er sandhed for mig…’  skrev Søren Kierkegaard efter en gåtur i Gilleleje.

Kierkegaard skriver videre:

’Hvad nytter det mig dertil, om jeg udfandt mig en såkaldt objektiv sandhed,
om jeg arbejdede mig gennem filosoffernes systemer og kunne – når forlangtes – holde revy over dem.
At jeg kunne påvise inkonsekvenser indenfor hver enkelt kreds.
Hvad nyttede det mig dertil, at jeg kunne udvikle en statsteori,
og af de mangesteds fra hentede enkeltheder, kombinere en totalitet,
konstruere en verden hvori jeg så igen ikke levede, men mere blot holdt frem til skue for andre;
hvad nyttede det mig …. når den for mig selv og mit liv ikke havde nogen dybere betydning?’

Dette citat har rumsteret i mit baghoved i mange år,
og det ligger som en form for underlægningsmusik til den bog, jeg er i færd med at skrive.

Kierkegaard vender sig ikke mod en filosof eller Bibelen, når han skal finde meningen med sit liv.
Han vender blikket mod sig selv. Den enkelte skal finde SIN sandhed.
Det er ikke min kærestes sandhed. Mine kollegers sandhed. Åndselitens sandhed.
At finde sin sandhed angår ens forhold til noget, der rækker udover andres forventninger. Publikum. Kulturens normer.

Den mening han fandt med sit eget liv var at skrive om, hvad det vil sige at være menneske – at blive sig selv.

Pyh, ha tænker du måske, jeg har da vist ikke fundet min egen stemme og ’en sandhed, der er sandhed for mig’.
Jeg går mere sådan bare på arbejde og passer mine ting.

Men det handler ikke om, at du skal ud og opfinde en mening med dit liv.
Det er ikke en sandhed, du skal konstruere eller regne ud – den ligger der allerede.  Den skal mere lyttes frem.
Hvordan kan jeg finde en mening med det liv, jeg fik? Når jeg nu er den, jeg er.
Det handler om få øje på det særlige ved din historie, din tilgang til verden.
Bygge ovenpå den du allerede er.

Ofte har vi en ambition om at komme hen et bestemt sted med os selv
– en ide eller et ideal om hvordan vi skal være.
Men det ideal derude er ikke dig – det er en social konstruktion.
Mens det der ligger naturligt for os, og som vokser ud af hvem vi er,
og som ligger lige for næsen af os – det får vi ikke øje på.
’Det er jo ikke noget særligt.’

I bogen har jeg fortællinger med kunstmalere, der  er i en konstant undersøgen af deres subjektive stemme,
men også medarbejdere,  der finder dyb mening i mødet med et andet menneske – når det lykkes!